Klik for et større billede

Ja sådan kom der til at stå på qsl-kortet, som vi har sendt ud som bekræftelse på de qso'er, vi kørte fra Julianehåb.
Som "novicen" på holdet, der tog til Grønland, har jeg påtaget mig at skrive en lille beretning om turen.
Gruppen, som i øvrigt er en del af DX group Odense N« bestod af OZ1LLC Arne og OZ1LQH René, de to erfarne amatører, og mig selv 0Z3ACO, som fik B-licens i sep. 88.
Ideen til turen kom fra Arne og René, som havde puslet med tanken om at prøve at være i den anden ende af et "pile-up". Jeg hørte om projektet, og da jeg altid har haft lyst til at komme til Grønland, blev gruppen på tre mand.
Efter nogen tid kom Arne i kontakt med formanden for Julianehåb-afdelingen 0X3CS Carsten, som tilbød os at låne hans lejlighed, da han alligevel var i Danmark på sommerferie, bare vi lovede at vande hans potteplanter.
Efter et par skriverier og nogle kontakter på 14130 blev det aftalt, at vi ville være i Julianehåb eller Qaqortoq som det hedder på grønlandsk, fra den 10/7 til den 24/7 1989.
Endelig oprandt dagen, hvor vi skulle af sted. Da vi ikke hører til dem, der tager på charterferie hvert år, var det med nogen spænding, at vi satte os til rette i flyveren i Beldringe. Der var da også problemer med hydraulikken, som forsinkede os i en time, men alt gik fint og sikke en oplevelse at se det hele fra oven. lcelandair fragtede os fra København til Narsarsuaq med mellemlanding i Keflavik Air Base. En sær fornemmelse at sidde i 10 km højde og skue ud over indlandsisen. Flyet gjorde et par sving mellem fjeldene, og der nede i bunden af fjorden var der en lille streg, landingsbanen. Flyets højde tog meget hurtigt af, et sving til og bump vi var landet efter ca. 4 timer fra København. Medpassagererne brød ud i klapsalver, så gik det godt endnu engang.
Vi kunne nu vælge, om vi ville flyve med helikopter, eller sejle til Julianehåb, og vi besluttede os til at sejle. Da vi skulle have vores bagage viste det sig, at min bagage var kommet med helikopteren et eller andet sted hen, så den fik vi først dagen efter. Vi blevkørt ned til havnen, hvor vi ventede på båden .,Taterak«, som kom efter en times venten i kulden. Vi begav os ud på den lange sejltur, imellem isfjeldene i fjorden, og vi kom ind til de små udsteder, hvor der blev sat passagerer af, og andre blev taget med. Det tog ca. 6 timer at komme til Julianehåb og påturen så vi drivis med flotte farver og formationer. Vi så også nogle karakteristiske fjelde, "Strygejernet" og "Redekammen", opkaldt efter deres udseende. Medpassagererne vidste for øvrigt, at vi måtte være de OZ-folk, der skulle til Julianehåb.
Omsider kom vi da frem fulde af indtryk fra turen og trætte efter ca. 20 timers rejse. Julianehåb er efter danske forhold meget lille, og alle kender alle, i hvert fald hvis man er taxachauffør. Vores kørte os rundt i byen, da vi skulle have en nøgle til den lejlighed, vi havde lånt. Manden, der havde nøglen, var ikke hjemme. Nå, så må han være hos broderen, mente chaufføren, og der var han ikke. Ja, så må han være hos sønnen, mente chaufføren, og der var han. Vi kunne gå til ro efter en lang dag.
De to stationer, vi havde med, blev installeret i henholdsvis Carstens radiorum, og i klubhuset, som er afbildet på forsiden af vores qsl-kort.
   Klik for et større billede
Huset er fra 1920'erne og har været brugt som bl.a. telestation, telefoncentral og radiostudie, og er nu blevet lokalafdelingens klubhus. Huset er grønt og bygget af træ, det er uisoleret og hundekoldt. Jeg har smuglyttet mig til, at afdelingens medlemmer er ved at gøre det i stand, så det også er brugbart om vinteren - tillykke med det. Der er meget fredeligt omkring huset. På den ene side ligger den "gamle" kirkegård og på den anden side ligger den "nye" kirkegård. Om dagen gik vi tværs over den nye kirkegård for at komme til klubhuset - om natten, i mørke, når vi skulle tilbage igen, fandt vi en vej uden om kirkegården.
Under opholdet havde vi kontakt med tre lokale amatører nemlig 0X3RA Herluf Rasmussen kaldet »Ras« og hans kone 0X3ZM Alice Rasmussen samt 0X3PH Peter Hjort. Vi vil gerne her sige dem tak for deres store gæstfrihed og hjælpsomhed under vort ophold i Julianehåb, som gjorde, at vi ikke følte os isolerede med vores radioer. Vi havde nogle meget hyggelige aftener hos familien »Ras«, hvor 0X3ZM udviste store kulinariske evner. Og Peter Hjorth viste os rundt på Telestationen og tog os med i sin båd ind l en af fjordene på kombineret fiske- og sightseeingtur. Vi fik torsk med hjem, og vi fik set nogle kirkeruiner fra de gamle Nordboeres tid.

   Klik for et større billede

René fik hurtigt startet stationen op i Carsten Schou's radiorum: CQ CQ OX/OZ1LQH - meget få CQ-opkald var nødvendige, før der blev svaret og tunet på frekvensen - og nu gik det der ud af med ca. 1-2 qso'r pr. min. En "pile-up" var nu en realitet, René sad nu her i den "anden ende" og bestemte farten - uden at "tabe hovedet" - flot klaret. Carstens antenne er en to element beam, som dog ikke kan drejes, men står fast pegende mod Danmark. Der blev kørt mange fra Europa. Ud på de små timer dog også en del amerikanere.
Arne og jeg startede op i klubhuset med en TS 430 S og en tre element beam: CQ CQ OX/OZ3ACO eller CQ CQ OX/OZ1LLC, og der blev straks tunet på frekvensen, der blev svaret - en "pile-up" var i gang. Det der så så let ud og lød så nemt hos René var i virkeligheden meget svært: At holde fast i et kaldesignal, ikke at lade sig rive med af for stor hastighed, at få skrevet kaldesignal i loggen, at vurdere og give en fair rapport, at følge med i qso'en, svare på evt. spørgsmål, at følge med i og nedskrive tidspunktet, og måske, hvad Arne måtte en enkelt gang, forklare hvad Grønland overhovedet er for noget. For at holde en "pile-up" kørende, skal man have rimelig styr på alle disse ting samtidig, uden at "tabe hovedet", og det kneb gevaldigt for os i starten. Jeg er sikker på, at René, når han lyttede på os, har krummet tæer en gang imellem, for nogen gange døde en "pile-up" ud fordi vi fumlede i det. Vi har haft nogle fantastiske sjove timer, hvor vi har moret os over vores fejl. Senere gik det dog bedre, da vi efterhånden lærte teknikken.
Der blev kørt 4500 qso'er. Da vi alle tre hovedsagelig er "nøglebørn" blev langt de fleste kørt på cw, og heraf tog René sin broderpart. Forholdene var ret gode på især 20 meter. 10 meter var lukket hele perioden. 40 og 80 meter blev luftet ud på de små timer. Byen ligger med ret høje fjelde på tre af siderne; måske er det derfor, at forholdene ikke er de allerbedste for dx, men vi fik da kørt 70 lande på de to uger, vi var der, men meget få lande syd for Ækvator.
Julianehåb er en by med ca. 5000 indbyggere. Havnen, som er byens "Centrum", er omkranset af fjelde i en halvbue på hvis skrænter de karakteristiske træhuse malet i kønne farver er placeret, med udsigt ud over fjorden, hvor storisen driver stille forbi. Forretningerne ligger også nede ved havnen ikke så langt fra torvet, hvor Grønlands eneste springvand findes. Tværs gennem byen løber en elv, som kommer fra søen, Taserssuag, som er Julianehåbs ferskvandsforsyning. Byens drenge står oppe på broernes rækværk svingende med en fiskesnøre viklet op på et lille stykke træ og med en stor trekrog i den anden ende, spejdende ned i vandet efter de fisk, der går op i elven, som de prøver at fange ved krogning. Hver dag kommer fangerne ind med sæl, som kvinderne parterede med deres "ulu" - kvindekniv. Man kunne købe frisk sælkød, havkat og ørred hver dag fra "skuret" på havnen.
Det var jo ikke radio alt sammen! Vi gav os også tid til at tage på et par vandreture op i fjeldene. Den kønneste tur var nok, da vi var på Nordfjeldet ca. 418 m over havet. Her fra er der en pragtfuld udsigt over Julianehåb Fjord og over selve byen, til "Redekammen" og "Strygejernet", og vi kunne se indlandsisen i det fjerne. En gang imellem kom en helikopter til og fra Julianehåb, hvis motorstøj kun understregede den uvante og besnærende stilhed.
Med hjemmefra havde vi spandevis af myggebalsam, da vi havde hørt rygter om, at moskitorerne faktisk kun ventede på at tømme de få turister, der kunne finde på at tage til Julianehåb, for blod, for at kunne føre deres slægt videre. Der må have været en del turister i år, for vi mærkede faktisk ikke noget til dem.
Vi har haft en meget fin tur til Grønland, og det har været en meget stor oplevelse for os alle tre, så jeg vil slutte denne lille beretning med at fortælle, at hjemturen gik meget fint med helikopter-flyvning fra »Heliporten« i Julianehåb til Narsarsuag, og herfra over Keflavik med lcelandair til Kastrup, hvor vi lige netop kom for sent til flyet til Beldringe.

Hvor vi skal hen næste gang? Måske et sted under lidt varmere himmelstrøg.